CSR-System

CSR rapportering enkelt effektivt baseret på fakta 

 

CSR-System

 

Hvad siger loven om redegørelse for virksomhedens samfundsansvar?

 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside om samfundsansvar beskriver følgende:

(Se mere på www.samfundsansvar.dk)

 

"Ved samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. Det er således frivilligt for virksomhederne, om de vil arbejde med samfundsansvar på et eller flere af de nævnte områder, udover hvad de allerede er forpligtet til efter lovgivningen.

 

Har virksomheden politikker for samfundsansvar, skal redegørelsen indeholde oplysninger om følgende:

 

1. Virksomhedens politikker for samfundsansvar

 

Ved politikker forstås bredt virksomhedens interne retningslinjer, målsætninger, strategier eller andre dokumenter, der beskriver, hvordan man arbejder med samfundsansvar. Virksomheden skal ligeledes oplyse om eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender.

 

2. Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling

 

Virksomheden skal herunder redegøre for eventuelle systemer eller procedurer herfor. Det kan eksempelvis være ledelsessystemer, kontrolsystemer, evalueringer eller andre procedurer, der systematisk gennemgår implementeringen af politikkerne. Dette omfatter også, at virksomheden kan oplyse, hvis den er certificeret i henhold til en certificeringsordning for enten processer eller produkter (mærkningsordninger).

 

3. Virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af dens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret samt eventuelle forventninger til arbejdet fremover

 

Det er ikke et krav, at virksomheden skal vurdere, hvilke målbare økonomiske resultater arbejdet med samfundsansvar har medført.

 

Ovennævnte tre punkter svarer til FN’s anbefalinger for, hvilke emner der bør indgå i en virksomheds redegørelse for samfundsansvar.

 

Årsregnskabsloven indeholder ikke detaljerede krav til indholdet af redegørelsen, fordi det stadig skal være den enkelte virksomhed, der individuelt og frivilligt beslutter, på hvilke områder og hvordan man arbejder med samfundsansvar. Dermed er loven holdt i overensstemmelse med grundtanken bag forretningsdrevet samfundsansvar. Ved udformningen af redegørelsen kan virksomhederne eksempelvis tage udgangspunkt i FN’s principper for samfundsansvar, som de fremgår af FN’s Global Compact. For uddybende information om Global Compact henvises til del 3 i vejledningen.

 

Hvis virksomheden ikke har politikker for samfundsansvar, skal dette oplyses i ledelsesberetningen i årsrapporten. Der stilles ikke krav om, at virksomheden skal begrunde dette."

 

Hvem skal redegøre?

 

Kravet om redegørelse for virksomhedens politikker for samfundsansvar fremgår af årsregnskabslovens § 99 a, jf. lov nr. 1403 af 27. december 2008. Oplysningskravet omfatter store virksomheder i regnskabsklasse C og virksomheder i regnskabsklasse D. Pligten til at redegøre for dette gælder fra og med regnskabsår, der starter den 1. januar 2009.

 

Store virksomheder i regnskabsklasse C er virksomheder, som overskrider mindst to af nedenstående tre størrelsesgrænser:

 

* En balancesum på 143 mio. kr.
* En nettoomsætning på 286 mio. kr.
* Et gennemsnit antal heltidsbeskæftigede på 250.

 

Disse tre størrelsesgrænser gælder for den enkelte virksomhed, ikke for hele koncernen. De oplyste størrelsesgrænser følger af årsregnskabslovens § 7.

 

Regnskabsklasse D omfatter virksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS land og statslige aktieselskaber."